Juniorkonsulent til engagement af frivillige

Juniorkonsulent til engagement af frivillige i Røde Kors Genbrug

 

Røde Kors Genbrug er under konstant udvikling, og vi udvider vores udviklingsteam med en ny profil, der skal kunne bidrage til den fortsatte forandringsrejse vi er på. Med mere end 260 butikker fordelt over hele landet, og ca. 11.000 frivillige der driver disse, er vi konstant nysgerrige på, hvordan vi understøtter den frivillige oplevelse og tiltrækker nye frivillige til vores butikker. Konkurrencen på både genbrugsområdet og i den frivillige sektor er steget, og vi har som ambition at være et godt sted at være frivillig, med fleksible muligheder for at være frivillig i vores butikker, så vi imødekommer flere potentielle frivilliges behov.

Ultimativt er vores mål at tjene penge til Røde Kors’ sociale og humanitære arbejde. Vores forretningsmodel er i særdeleshed afhængig af den frivillige trivsel, heriblandt tiltrækning og tilknytning af tilstrækkeligt med hoveder/hænder til at drive ambitionerne om at vækste forretningen.

 

Din profil

Vi søger derfor en profil, der har lyst til at tage fra på understøttelsen af frivilligheden i Røde Kors Genbrug. Én med stærke kommunikative kompetencer, gerne med forståelse for ledelse og frivillighed. Du besidder praksiserfaring, mennesketække og forståelse for de sociale forhold, der gør sig gældende i større og mindre grupper.

Du skal selvstændigt kunne håndtere kommunikative og koordinerende opgaver, der understøtter frivilligheden i vores mange butikker. Du har en skarp pen, og kan skrive, drifte og kvalitetssikre både annoncering og matching af frivillige med aktiviteterne. Du skal have lyst til at kæmpe for, at vi får flere frivillige, og værne om dem vi har, blandt andet ved at formidle best-practice, og generelt opsøgende aktiviteter overfor og med de frivillige. Det er et krav, at du har veludviklede digitale kompetencer.

 

Dine opgaver

Du kan forvente variation i opgaverne og at du vil være tilknyttet forskellige projekter løbende, men dine primære opgaver vil være:

  • Driftsnære dag-til-dag opgaver, som håndtering af frivillighenvendelser, udvikling og formidling af materialer mm.
  • Direkte sparring og rådgivning af frivillige og kolleger ift. tiltrækning og tilknytning af frivillige
  • Indgå i udviklingen af tiltag og initiativer, der er med til at skabe gode forhold for god frivillig ledelse i butikkerne
  • Implementering af vores nye strategis ambitioner om at understøtte frivilligheden på landsplan – særligt ift. at få organisering og tilknytning af nye typer frivillige implementeret

 

Din kommende arbejdsplads

Vores afdeling består af regionalt fordelte butikskonsulenter med kommerciel baggrund, samt udviklingskonsulenter med forskellige baggrunde og spidskompetencer. Vi spænder bredt i alder og baggrunde, men har motivationen for at gøre en forskel til fælles. 

Vi har travlt, men prioriterer at løfte i flok og som selvstændige teams på tværs af fagligheder. Vi har en afslappet tone og omgang med hinanden og vægter trivslen højt på arbejdspladsen. Vi værdsætter forskellighed og tilstræber diversitet og inklusion.

Røde Kors er verdens største humanitære hjælpeorganisation. I over 150 år har vi hjulpet nødlidende uden at skele til religion, etnicitet eller politisk overbevisning. Røde Kors er altid til stede. Hver dag redder vi liv, og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi brænder for det, vi laver, og vi er stolte af vores arbejde!

 

Ansøgning og vilkår

Send os din ansøgning og CV senest den 15. august 2025. Vi modtager kun ansøgninger gennem vores rekrutteringssystem. 

Første samtaler forventes afholdt uge 34, og anden samtaler forventes afholdt uge 35. Den forventede tiltrædelse vil være den 1. oktober 2025.

Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til Røde Kors’ fællesoverenskomst med HK og AC. Lønindplacering afhænger af dine erfaringer og kvalifikationer. Arbejdstiden er 37,5 timer inklusive frokostpause. Du har mulighed for at deltage i kantineordning, kunstforening samt personaleforening. Bopæl omkring København eller Århus er en fordel, grundet samarbejde med kolleger, men ikke et krav. Der er stor fleksibilitet i stillingen med mulighed for egen planlægning af arbejdstid. Da en stor del af stillingen omhandler kommunikation med vores frivillige, er danskkundskaber en forudsætning.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte engagementskonsulent Marc Bagge, mobil 2338 8572 inden den 11. juli.

 

Vi glæder os til at høre fra dig!

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven

Røde Kors

Røde Kors er altid til stede. Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. I Danmark skaber vi fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv.

Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.

Vi er verdens største humanitære organisation med 11 millioner frivillige i 191 lande. Vi er en del af dit lokalsamfund, uanset hvor du bor. Med din hjælp kan vi altid være til stede, når der er brug for os.
Frist:
Kontaktperson:
Marc Bagge-Petersen Engagementskonsulent +4523388572
Jobområde: Genbrug
Jobtype: Fuldtid
info@rodekors.dk
+45 35 25 92 00
Røde Kors
Blegdamsvej 27
2100 København Ø
CVR: 20700211